Gårdens historie

"Annuales pensiones omnium bonorum monasterii Esromensis patent hic subscripte domini MCDXC septimo… …Langolt Iens Bosen ii skilling grot hwert aar"

Vi (forfatteren) ved ikke, hvor meget de to skilling grot svarede til, men til sammenligning betalte gården Fölstrup "iiii skilling eller 1 fedn koo".

Gårdens navn tyder imidlertid på, at den stammer helt tilbage fra 1100-tallet. Navnet er afledt fra det nuværende Langilte via Langelte – Langelt – Langolt til Langholt, hvor den oprindelige betydning af "holt" er "lille skov". Imidlertid er der så mange stednavne med den endelse, at det er usandsynligt, at der skulle have ligget det tilsvarende antal småskove, og navnet har derfor sandsynligvis også haft betydningen "rydning i skoven". Det betyder, at Langholt var den lange rydning i skoven, mens navnene på nabogårdene Breelte og Agilte må have stået for "Den Brede Rydning" henholdsvis "Agges (gl. nordisk navn) Rydning" i skoven.

Nordsjælland var indtil sidste halvdel af 1700-tallet væsentligst udlagt som kongens skov, med enkelte mindre landbrug, såkaldte torpegårde, i skovområderne. Langiltegaard var en af disse, men størrelsen af gården har næppe oversteget 10 tønder land. I 1781 afgav kronen imidlertid store dele af skovområderne til bønderne, og gården optræder fra det tidspunkt med et areal på ca. 100 tønder land.

I 1916 solgtes et mindre område længst mod vest fra, og omkring 1960 frasolgtes ca. 6½ tønder land, som køberen udlagde som frugtplantage, men som i dag drives som hjortefarm. Gårdens areal er nu omkring 87 tdr. land. En tønde land er 5.516 kvadratmeter mens den moderne betegnelse hektar er 10.000 kvadratmeter.

Herude i højre side, er der yderligere materiale, som understøtter teksten

Ejerne

Niels Simonsen fik med ægtefællen Dorte Jensdatter (f. 1782) i alt fem børn - alle piger. En af disse døtre giftede sig med Hans Olsen (1816-1898) som tilskødedes Langilte i 1854. Sønnen (Niels) Theodor Hansen, født 1861, overtog i 1885 gården, som han ejede til sin død i 1937. Theodor Hansen giftede sig første gang med Ane Dorthe Andersen, født 1862, og ved hendes tidlige død - vi har ikke årstallet - med Sofie Rasmussen. Det vi med nutidens øjne vil finde kuriøst er, at de to hustruer også var søstre, begge døtre af gårdejer Anders Rasmussen fra Askærgaard i det nærliggende Gunderød.

Theodor Hansen og hans to hustruer efterlod sig i alt 10 børn. Den ældste, Harald Hansen, er ikke registreret på Langiltegaard ved folketællingen i 1890, og det er oplyst, at han senere blev gårdejer ved Ganløse. Den næstældste søn, Christian Hansen (1885-1981), forpagtede gården fra sin far allerede i 1923, for ved faderens død i 1937 at overtage ejerskabet. Christian Hansen var ungkarl i mange år, men giftede sig i en sen alder med Frida (f. 1894), som gennem en række år havde været hans husbestyrerinde. Parret fik ikke børn, og efter Fridas død i 1957 ønskede Christian Hansen at afhænde gården, men få sig selv til helt at forlade den kunne han ikke.

Han solgte derfor i 1959 Langiltegård til den nuværende ejer Claus Christian Clausen (f. 1926) på betingelse af, at han kunne blive boende resten af sit liv. Den nye gårdejer arbejdede i København, og der blev derfor i forbindelse med salget opført en "folkebolig" foran Langiltegaard, som indeholdt to separate boliger, dels en mindre aftægtsbolig for Chr. Hansen, dels en større bolig til den forvalter, der skulle stå for den daglige drift af gården.

Men landbruget var i opbrud i de år, Langiltegaard var ikke stor nok til, at gammeldags kvæghold var rentabelt, og det var derfor naturligt at sælge kvæget helt fra efter få år. Forvalterboligen blev herefter udlejet til anden side, men Christian Hansen blev boende i sin del af huset til sin død over 20 år senere. Han fulgte altid med i gårdens drift, gav mange gode råd videre til sin efterfølger og var rask og nogenlunde rørig til det sidste.

Den gamle gaardejer - Christian Hansen

Ved sin kones død havde Christian Hansen antaget en ny og jævnaldrende husbestyrerinde, en dansk-gift rumænsk flygtning, som havde glemt mere rumænsk end hun nogensinde nåede at lære dansk, og som ingen derfor forstod en lyd af, når hun talte ! Det gjorde hun dog sjældent - altså talte - hun havde det mere med at skælde ud, og så var tonefaldet rigeligt til at forstå meningen. Fru Johansen, som hun hed, boede hos sin datter i den nærliggende landsby Overdam, men hun bestyrede fortsat "huset" for Christian Hansen, også efter at han var flyttet i aftægtsboligens to værelser med bad. Hun døde nogle år før ham, men var da forlængst blevet en kendt skikkelse i nabolaget, ikke mindst når hun daglig gik de tre kilometer frem og tilbage til Overdam.

Hovedbygning og gårdsplads

Ud for køkkenindgangen var endvidere placeret et separat vaskehus - en nødvendighed på en gård, der havde 12-15 ansatte og familie. Tag og mure er revet ned i dag, men det støbte gulv bruges fortsat som terrasse, for der er en smuk udsigt mod vest.

I gårdspladsens østlige side ses i dag et cirkelrundt rosenbed med en diameter på otte meter. Rosenbedet markerer, hvor hestegangen lå. I en hestegang havde man to eller flere heste gående i rundkreds i et træksystem, som drev maskineri inde i længen, i dette tilfælde tærskeværket, som lå umiddelbart på den anden side af længemuren. Faktisk kunne man indtil for et par år siden nederst i muren stadig se hullet, hvor trækakslen blev ført igennem - men en nidkær murer, som var hyret til at reparere diverse småskader, murede imidlertid hullet til. I gårdspladsens vestlige side aner man overdækningen af gårdens brønd, for her er eget vandværk. Helt ude ved vejen står et gammelt vandingstrug, støbt af cement vel i 1930’erne - kønt er det ikke, men man lavede selv sine støbearbejder dengang, og kvaliteten af udførslen kunne svinge. Det var jo ikke alle gårdskarle, der havde forstand på cementstøbning. Kastanietræerne, der markerer afslutningen af gårdspladsen er plantet for 120 år siden. Et enkelt af træerne er desværre nu gået ud, men det læner sig så sikkert op ad broderen, at det har fået lov til at blive stående indtil videre, så gårdens symmetri bibeholdes.

Længerne

I 1932 blev en lade bygget til mod øst, udført som en trækonstruktion dækket med det nymodens byggemateriale galvaniseret jern - senere omtalt som bølgeblik. Den østlige lade indeholder to karlekamre, hver på omkring 15 kvm., i den ende, der vender mod stuehuset. Her boede gårdens op til fire karle, og den gamle gårdejer, Christian Hansen, kunne fortælle, at opvarmningen i vinterperioden bestod af glohede sten, der blev leveret fra ovnene i stuehuset.Ved siden af karlekamrene lå det såkaldte hønsehus, som blot er et gennemgående rum i længen med udgang til hønsegården bagved, og ved siden af igen er garagen, som dengang rummede gårdens fine hestevogn. Den står faktisk stadig og samler støv ude i et hjørne af laden, men den nuværende ejer har ikke ønsket at sælge den - den hører til på gården ! Resten af den østlige længe blev brugt som lade, for der skulle opmagasineres meget hø og halm for at føde kreaturerne gennem de lange vintre.

Den vestlige længe indeholdt vognporten med gårdens arbejdsvogne, i den ende, der vender mod stuehuset. En stor hestetrukket kane fra dengang findes fortsat derude. Dernæst kommer hestestalden, med fem hestebåse og to større bokse. I den ene boks kan man fortsat se, hvordan gårdens heste gennem mere end 100 år har slikket sig gennem det meste af murstensvæggen, fordi de fik mineraler - først og fremmest salt - fra de bløde mursten. De sidste heste på gården blev solgt i 1960, hvor samtidig gårdens første - og foreløbig eneste - traktor, en 30 hk Bukh Diesel, blev anskaffet.

På grund af det skrånende terræn er vestlængen i den sydlige ende bygget i to plan. Det nederste plan husede kostalden, mens der var høloft i det øverste plan. I hjørnet af høloftet var et værelse på omkring 10 kvadratmeter, hvor røgteren, som havde ansvaret for kvæget, boede. Kostalden blev på et tidspunkt udvidet med en lav tilbygning mod vest indeholdende yderligere båse. Udvidelsen blev forsynet med bølgebliktag, men en kraftig vinterstorm i 1981 skulle vise sig katastrofal: Først blæste bliktaget af og derefter skabte et efterfølgende stormstød et overtryk inde i længen, som simpelthen løftede hele tagkonstruktionen op. Da trykket et øjeblik senere udjævnedes, faldt taget tilbage på gavlene, men uden at lande på de gamle fæster, så den sydlige gavl gav efter og faldt udad og to tredjedele af længen faldt sammen. I dag er længen genopbygget med kraftig indvendig stormsikring, så forhåbentlig overlever den fremtidigt vejrlig. Den uheldige tilbygning til kostalden blev ikke genopført, men det nederste af murene af den kan stadig ses.

Udenfor kostalden var der naturligt nok etableret en mødding. Den var brostensbelagt og er i dag fritlagt. Desuden var støbt en ajlebeholder til kvægholdets "flydende" efterladenskaber, som ansås som værdifuld gødning pga. kvælstofindholdet. Endvidere fandtes et "kalvehus", en bygning til de nyfødte kalve, samt "grisehuset", en bygning til gårdens svinehold. Grisehuset blev revet ned for mere end 30 år siden, men kalvehuset står endnu. Det er i dag indrettet til bordtennisrum, men gårdens latriner - to styk, det var jo en stor gård - kan fortsat ses i kalvehusets sydøstlige hjørne.

Haven

Hvor haven slutter mod nord, ligger en lergrav op til skellet til Stasevang Skov. Herfra er byggematerialerne til gården hentet. Lergraven gik ud af brug omkring 1900 og sprang omgående i skov. Den dominerende træsort er rødel, men også ask og birk findes her. Lergraven afvandes gennem dræningsrør ført til Gedevadsrenden mod vest, for foden af bakken.

Gårdens landbrugsarealer er i dag forpagtet af Fl. Andersen, som også driver andre gårde i Nordsjælland. Der dyrkes de traditionelle danske kornsorter, først og fremmest rug, hvede og byg, samt en del raps.

Markvejen

Fra Langiltegaard fortsatte oprindelig et hjulspor op til Stasevangsvej. Men moderne landbrugsmaskiner behøver - i modsætning til hestetrukne redskaber - ikke egentlige veje til at blive flyttet rundt, og da sporet samtidig ikke blev brugt til biltrafik gik det næsten helt af brug. I dag markerer en trampet sti hvor hjulsporet gik.

Oplysning til besøgende

• Hunde skal føres i snor
• Ridning kan forbydes af ejeren
• Færdsel må kun ske i dagtimerne
• Færdsel sker på eget ansvar
• Ingen motoriseret færdsel (undtagen handicapscootere)
• Der må ikke henkastes affald
• Større arrangementer, dvs. med mere end 30 personer, kræver ejerens tilladelse

Bemærk i øvrigt, at der drives meget lidt jagt på Langiltegaard, og der kan derfor ofte observeres vildt som fasan, agerhøne, and, hare og rådyr, ligesom flere rovfugle opholder sig i området. Synet af dyrene er en naturoplevelse, vi alle gerne vil nyde, og ikke mindst af den grund skal hunde føres i snor - som de jo alligevel skal det, hvis man fortsætter ind i Stasevang.

Læs Skov- og Naturstyrelsens beskrivelse af Stasevang her. Afsnittet findes på side 19.

Ridning er ikke tilladt på Langiltegaard. Det skyldes primært, at hestenes passage slider voldsomt på de trampede stier og markvejen, ligesom hestene gennem deres efterladenskaber spreder flyvehavre - en ukrudtsart, som landbruget prøver at undgå, hvis det overhovedet er muligt.

Det skal dog ikke udelukkende handle om forbud: Når årstiden er til det, er man altid velkommen til samle sig en stor buket vilde blomster i vejkanten, ligesom man kan være heldig at plukke hasselnødder og de smukke blåsorte slåenbær (til snaps - husk at putte dem en tur i fryseren først) langs hegnet ind til Stasevang. I sensommeren træffer man i vejkanten ofte den gule Prikbladet Perikum, hvorfra man af de små blomsterknopper fremstiller den smukke, knaldrøde, perikumsnaps. Og en sjælden gang kan man finde den spiselige Kæmpestøvbold - den kan blive på størrelse med en fodbold - i græsset langs vejen.

Det er ikke tilladt at gå ind i bygningerne eller haven.

Har vi en botanikinteresseret gæst ?

Det samme gælder i øvrigt for specielt fuglelivet i området, som er rigt og varieret. Det kan man se ikke mindst ved vintertid, hvor der altid er et broget mylder ved gårdens foderbræt ud for køkkenet. Og de vilde fugle herude er ikke kostforagtere som deres fætre i byen. Alt bliver spist inklusive osteskorper, brødhumpler, kød- og fedtafpuds, kagerester osv.

Geologi

Der ligger mange flintesten på markerne. De er bragt til området af isen sydfra, som har høvlet dem af kalkoverfladen i det sydøstlige Sjælland. Kalken blev malet til fine partikler ved isens bevægelser, mens hårde bestanddele som flint ikke blev nedbrudt. Flinten var eftertragtet af vore forfædre, fordi den med sin mikrokrystallinske struktur ikke har nogen foretrukken spalteretning, og derfor lod sig bearbejde til værktøjer og våben af dygtige flinthuggere. Der er fundet flere stenøkser og andre redskaber i området.

Fortidsminder

Som ved alle gamle kulturlandskaber er der desuden fra tid til anden fundet flintredskaber, oftest i forbindelse med pløjning af markerne.

De nærmeste bevarede gravhøje i området ligger 400 meter mod nord, inde i Stasevang. Hørsholm Egns Museum har dog registreret, at der lå en gravhøj umiddelbart syd for Langiltegaard på toppen af bakken ned mod søen. Gravhøjen blev sløjfet omkring 1920 og arealet inddraget til landbrugsjord. Den var nok ikke gået i dag... I øvrigt kan placeringen af gravhøjen svagt anes på luftfotografier, specielt når ændringerne i jordbunden afsløres ved bestemte fugtighedsforhold.

Kontakt